23948sdkhjf

Kædedirektør afslører plan for stor købmandskæde

Han er selv købmand med stort K og står i spidsen for tre kæder og 400 købmænd.

Nu er Richo Boss, kædedirektør for Spar, Min Købmand og Let-Køb, klar til at gå i detaljer om en omfattende relancering af en af landets store købmandskæder.

Over de kommende år skal den Dagrofa-ejede kæde Min Købmand med 160 butikker laves om. Det sker i tre skridt, fortæller Richo Boss til RetailNews.

- For det første har vi ændret både vores tilbudsavis og digitale markedsføring. Og som noget helt nyt får Min Købmand-kæden sit eget tv-univers. Den første reklamefilm ruller allerede over skærmen, siger Richo Boss.

Blå bog: Richo Boss

2018-nu: Kædedirektør for Spar, Min Købmand og Letkøb.

2013-2018: Flere chefstillinger i Kvickly, senest salgsdirektør.

2012-2013: Varehuschef i Blka.

2006-2011: Varehuschef i Føtex.

1999-2006: Forskellige stillinger på gulvet i Føtex og Bilka.

1997-1999: Elev i Bilka.

Ny farve - og nye varer

Næste skridt bliver at ændre Min Købmand-butikkernes layout. Den hidtidige røde farve skrottes til fordel for grøn. Det gælder både på facader og skilte.

- Dernæst ændrer vi indholdet i butikkerne. Specielt på frugt og grønt og convenience gør vi virkelig noget for at skabe en mere tidssvarende dagligvarebutik. Vi skal have flere varer og andre varer, siger Richo Boss.

Historisk set har Min Købmand-kæden ikke haft et låst grundsortiment, som købmændene skal følge. Det er der nu lavet om på for at sikre den samme kvalitet og bredde i alle kædens butikker.

- På de vigtige områder, hvor vi gerne vil differentiere os – convenience og frugt og grønt – får købmændene nu endnu mere at vælge imellem. Vi har lavet nogle spændende løsninger, som de kan plukke fra, siger Richo Boss.

Vækst i antal kunder

Det har kostet i omegnen af 10 mio. kr. at lave det nye koncept for Min Købmand-kæden. Nu skal de enkelte købmænd investere et millionbeløb i at føre det ud i butikkerne. Her er timingen afgørende.

- Min Købmand har været udfordret. En del af købmændene har oplevet en årrække, hvor man har skullet slås for at tjene til føden. Men i 2019 så vi for første gang en vækst i antallet af kunder, og det er fortsat i år. Købmændene tjener flere penge. Så det er nu, der skal investeres, siger Richo Boss.

Den nye relancering er netop blevet præsenteret for Min Købmands godt 160 selvstændige købmænd. Responsen var ifølge Richo Boss overvældende positiv.

- Jeg oplever en energi og en lyst, som er afgørende for, at vi lykkes. Vi kan ikke flytte noget, hvis købmændene ikke vil med på rejsen, siger kædedirektøren.

Eksistensberettigelsen

Min Købmands hidtidige payoff, ”Min Købmand – kender mig godt”, bliver også skiftet ud. Fra nu af markedsfører Min Købmand sig under ”Mere lokalt bliver det ik'”.

- Min Købmand er ikke bare er en dagligvarebutik. Den er en nerve i tiden og det, der binder et lokalsamfund sammen. I langt de fleste tilfælde er det den eneste dagligvarebutik, som er tilbage i de helt små byer. Vi skal spille på det hyperlokale fællesskab. Det er kædens eksistensberettigelse, siger Richo Boss.

Han håber, at relanceringen af Min Købmands samtlige 160 butikker er færdig i løbet af 2021. Men da de selvstændige købmænd selv skal være med til at finansiere det, sker det i forskelligt tempo fra butik til butik.

Hvor meget hver enkelt købmand skal have op af lommen, vil Richo Boss ikke sætte et konkret beløb på.

Min Købmand åbnede 10 nye butikker i 2019 og kommer til at gøre det samme i år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.138